
Jeg er mor og gammel BZ'er.
Da min datter var 12 år gammel, og godt på vej til at udvikle sin egen punk-stil, oplevede jeg hvor ensom hun blev som tiden gik.
Hun havnede på en skole, hvor hun blev svine-mobbet ud af skolen.
Jeg så ikke anden mulighed end at fortælle hende om adressen Jagtvej 69, hvor jeg vidste at hun ville kunne finde ligesindede!
Det blev hendes redning fra at snitte i sig selv og gå i selvmordstanker.
I Ungdomshuset fandt hun venner, blev udfordret i sine politiske holdninger, og kunne gå til koncerter med nogen der mindede om hende selv.
Nu sidder vi så i den situation som andre herinde har beskrevet; frustrationen over Ungdomshuset's (måske) endeligt.
Vi diskuterer livligt herhjemme. Jeg bliver jo nødt til at snakke med hende om hun virkelig er klar til at dø for Jagtvej 69. Om hun er klar til at ryge hele turen gennem tæsk, tåregas, anholdelse, ydmygelse etc.
Tit mangler vi begge ord. Og bare græder i stedet.
Det er så uretfærdigt!
Alle drømmene. Visionerne. Troen på at selvfølgelig sker det ikke!
Troen på at vores overskudssamfund selvfølgelig har plads til et Ungdomshus som det er nu.
De unge er jo som vi var. Idealistiske, drømmende, og en solid tro på retten til at være som de er!
Men for helvede, jeg er osse bange! Skide bange for at skulle samle min datter op efter det store slag. Bange for at hun bliver smadret til ukendelighed, eller værre endnu, at hun bliver skudt fordi en eller anden ung, bange panser handler på sin egen angst!
Jeg har skrevet til Faderhuset og Ruth adskillige gange, for at udbede mig et svar, en forklaring på deres valg og beslutninger, men det er de åbenbart for fine, eller dumme til at svare på.
Tit føler jeg mig slynget tilbage til dengang var os selv der stod konfronteret med politikere og pansere, og mangler ord, og bare lader tårene trille i afmagt...
1 comment:
Hold din datter hjemme hvis du vil undgå alt.
Post a Comment